søndag den 20. juli 2008

Forskellen på et brækket ben

Da min sygdom virkelig begyndte at få indflydelse på mit liv, havde jeg det sådan, at jeg måtte sove ganske meget. Jeg kunne godt stå op efter at have sovet en god nats søvn, spise morgenmad, og så måtte jeg lægge mig og sove adskillige timer.

Jeg boede på det tidspunkt i Ishøj, og ofte fik jeg i telefonen det forslag, at jeg skulle gå en tur ned til stranden, og når jeg så kom hjem, var jeg sikkert frisk igen.

Det var naturligvis venligt ment, men det var rent faktisk møgirriterende. Når jeg gik min sædvanlige tur ned til stranden og hjem igen, tog det sædvanligvis omkring en time. Når jeg kom hjem, var der gået en time, og jeg havde det ikke spor anderledes eller bedre. Først når jeg havde sovet nogle timer, fik jeg det lidt bedre igen.

Derfor min sammenligning med et brækket ben. Ingen ville foreslå en person med brækket ben at gå en tur til stranden for at blive rask! Jeg blev rent faktisk efterhånden ret irriteret over den slags forslag i stedet, og det gav mindre kontakt med venner og bekendte.

Og det er slet ikke godt!

Ingen kommentarer: