søndag den 14. september 2008

Stor fremgang

På det seneste har jeg flere gange tænkt, at jeg måske er ved at være rask. Da jeg nok fik mit knæk og blev ramt i 1980, kan det jo være svært at huske, hvordan jeg havde det. Og jeg er jo heller ikke mere den samme, som jeg var. Jeg er blevet en del år ældre.

Ved slutningen af året løber mit nuværende lager af piller ud, og så er det meget tænkeligt, at jeg stopper.

I juni var jeg til et foredrag med en amerikansk forsker, der ad moderne vestlige teknologiske veje går ind og piller ved vores hjernes funktioner og stimulerer områder, der af forskellige områder har mindre aktivitet. Det skrev jeg en artikel om til et QiGong-blad, hvor jeg sluttede med at skrive:

"I løbet af foredraget fik jeg mere og mere det indtryk, at vestlig videnskab efterhånden kan eftervise noget af det, kineserne har vidst i flere årtusinder, og som vi reelt gør, når vi laver QiGong."

I lørdags var jeg så til et foredrag i Malmö om Xin Ping eller Peace of Mind Therapy, der har rødder i traditionel kinesisk medicins flere tusinde år gamle viden. Det er en kinesisk professor, der har gravet nogle gange lidt glemte metoder frem, og vi fik blandt andet at vide, at man er i stand til at kurere mange års gamle skader, der har ligget gemt inde i kroppen, og som har givet kroniske lidelser, som vestlig medicin ofte må give op overfor. Man skal bare lige have at vide, hvordan man gør det.

Min krop er klogere end mig, er jeg blevet klar over, og den strejker, når jeg ikke behandler den godt. Behandler jeg den godt, bliver den glad, og jeg bliver glad.