lørdag den 26. juli 2008

Kendskabet vokser

Da jeg første gang søgte på Google på "binyretræthed", var der to hits. Jeg har lige søgt, og der er da 781. Og det er altså ikke mine allesammen.

Godt det også går fremad, selv om det går langsomt.

Op og ned og ligeud

Der er op og nedture med sådan en langvarig behandling. Det værste er, at der ikke rigtig er nogen, man kan konsultere og få at vide, hvor man befinder sig henne i forløbet.

Jeg har nu holdt kuren i 15 måneder, og jeg fortsætter mindst året ud. Det har jeg nemlig bestilt piller hjem til. Så må jeg se sidst på året, om jeg synes, jeg vil fortsætte.

mandag den 21. juli 2008

Hvad skal der dog blive af dig?

Når jeg var hjemme på besøg hos min gamle mor, hændte det af og til, at jeg fik et "anfald" og måtte lægge mig og sove på hendes sofa i nogle timer.

Nu havde jeg som barn et godt sovehjerte, men det var jo ikke ligefrem meningen med at rejse til Odense og besøge min mor, at jeg så skulle ligge og sove.

Jeg var startet som selvstændig revisor men havde været nødt til at stoppe, da jeg ikke rigtig magtede at arbejde normalt. Så hendes bekymring gik jo på, om jeg nogensinde blev rask og fik noget at leve af resten af livet.

søndag den 20. juli 2008

Forskellen på et brækket ben

Da min sygdom virkelig begyndte at få indflydelse på mit liv, havde jeg det sådan, at jeg måtte sove ganske meget. Jeg kunne godt stå op efter at have sovet en god nats søvn, spise morgenmad, og så måtte jeg lægge mig og sove adskillige timer.

Jeg boede på det tidspunkt i Ishøj, og ofte fik jeg i telefonen det forslag, at jeg skulle gå en tur ned til stranden, og når jeg så kom hjem, var jeg sikkert frisk igen.

Det var naturligvis venligt ment, men det var rent faktisk møgirriterende. Når jeg gik min sædvanlige tur ned til stranden og hjem igen, tog det sædvanligvis omkring en time. Når jeg kom hjem, var der gået en time, og jeg havde det ikke spor anderledes eller bedre. Først når jeg havde sovet nogle timer, fik jeg det lidt bedre igen.

Derfor min sammenligning med et brækket ben. Ingen ville foreslå en person med brækket ben at gå en tur til stranden for at blive rask! Jeg blev rent faktisk efterhånden ret irriteret over den slags forslag i stedet, og det gav mindre kontakt med venner og bekendte.

Og det er slet ikke godt!

lørdag den 19. juli 2008

Yderligere et godt tegn

Da jeg her lidt over middag stod og trænede min nye QiGongstilart, havde jeg på et tidspunkt øjnene åbne. Jeg lagde pludselig mærke til, at det tranceagtige blik, hvor jeg ligesom ser uden at se, har åbne øjne men ser alligevel ikke, næsten var tilbage.

Nu skal jeg bare stille og roligt have konstateret, om jeg også snart igen kan visualisere, altså med lukkede øjne "se" farver og ting. Det kunne jeg en gang midt i 90'erne, hvor jeg var på et kursus med en meget inspirerende underviser, Franck Simonsen, der desværre nu er død. På kurset, der foregik i meget smukke omgivelser på Henne Mølleå Badehotel, foretog vi blandt andet nogle "fantasirejser" siddende i vore stole.

fredag den 18. juli 2008

En skæg lille konstatering

Da jeg her til morgen sad med min Berlingske, begyndte jeg at gætte Krydsogtværsen på bagsiden af Magasinet. Det satte nogle tanker i gang!

For mange år siden gættede jeg mange krydsogtværs, men efter jeg blev syg af binyretræthed, har jeg ikke kunnet tage mig sammen eller klare det. Nok et lille tegn på at jeg er ved at blive rask.

En skræmmende start

Det kan virke meget skræmmende at skulle starte på en kur med at helbrede sig selv ud fra bogens oplysninger.

At skulle finde ud af hvilke produkter der skal købes, og hvor de kan købes. Hvilket firma i USA kan du handle med, og hvad med told og moms?

Jeg var så heldig at komme i kontakt med den person, der havde gjort mig opmærksom på bogens eksistens via en blog, og han kunne heldigvis give mig nogle tips og ideer, så jeg kom forholdsvis problemfrit i gang.

Derfor råder jeg de, der nu skal begynde på kuren til at tage det stille og roligt. Kuren varer fra ½ til 2 år, så tag det bare roligt fra starten og så skal resultaterne nok melde sig. Undervejs kan du jo altid foretage de nødvendige ændringer.

torsdag den 17. juli 2008

Her på denne blog har jeg tænkt mig at blogge omkring binyretræthed, som jeg er ved at helbrede mig selv fra. Binyretrætheden opstod nok omkring 1980 som følge af ekstrem stress.
Mere følger.

Du kan læse mere omkring min kur på min hjemmeside om binyretræthed